Sydamerika - torsdag den 02. februar 2012

Øen Amantani på Titicaca søen

Tilbage

Det var blevet lidt sent, inden jeg blev færdige med dagens gøremål, så jeg var lidt træt, da vækkeuret ringede til morgen. Morgenmadsrestauranten befandt sig på 6 sal og normalt ville vi tage trapperne men i ca. 3.800 meters højde vil det kræve lidt ekstra anstrengelser.

Morgenmadsbuffet'en var fin men det var vejret ikke. Det regnede kraftigt og det havde sikkert sat en stopper for festen i løbet af natten.

Vi blev som sædvanlig afhentet til tiden og efter bilen havde kørt lidt rundt i Puno, fik vi samlet en række andre gæster op og kørt ned til havnen. Vores guide Bruno anbefalede, at vi købte lidt ris eller pasta til vores værtsfamilie, så det gjorde vi. Der lå meget bekvemt en forretning på havnen, som handlede med gaver til familierne.

De næste dage skulle vi være på Titikaka søen. Vi lærte hurtigt, at det ikke bare hed Titikaka men snarere Titikhakha med tryk på h'erne. Første stop var nogle flydende sivøer forholdsvis tæt på Puno. På den første af de to øer, vi besøgte, blev vi fluks båset midt på øen, for at få en nærmere forklaring på, hvordan øerne er bygget op og hvordan folk lever på øen. Det var faktisk en vældig spændende og underholdende forklaring med en god portion humor.

I samme øjeblik Bruno var færdig med at fortælle om øen, blev Marie og jeg shanghajet af en dame, der gerne ville vise sit hus frem. Vi blev ført hen til huset og hun og hendes mand satte sig til rette, for at snakke lidt med os. Det var vi lidt indigneret af men de havde en bagtanke. For da vi forlod huset igen, ville de gerne vise noget af deres hjemmelavet arbejde frem. Hun lavede tæpper i skrappe farver og han lavede modeller af de sivbåde, som de også brugte at sejle i mellem øerne. Tæpperne var vi ikke interesseret i, for de ville ikke rigtig passe ind i vores hus. Vi var interesseret i en sivbåd. Sådan en kunne fint bruges til brødkurv. Problemet var, at de var i skrappe farver og vi ville gerne have en, der var ufarvet. Men de lod os ikke sådan lige slippe og jeg tænkte, at Marie kunne klare affærerne, så jeg gik op på et lille udsigtstårn, de havde på øerne. Da jeg kom ned derfra igen, kom Marie gående med en sivbåd, så de havde åbenbart vundet...

Vi sejlede en kort tur og endte på en anden sivø, der så lidt anderledes ud. Den var større og der var endda flere butikker på øen. Men vi var nok blevet lidt trætte af, at være blevet overrumplet af deres salgstricks, så jeg gik kun en kort tur rundt på øen. Marie skulle slet ikke nyde noget.

Efter et kort stop ved ø nr. 2, var der afgang til en ø Amantani, der ligger et pænt stykke fra Puno. Det tog ca. 3 timer, at sejle dertil. Allerede da vi ankom til sivøerne var regnen stoppet og vores guide Bruno kunne fortælle, at det var helt normalt med morgenregn og solskinsvejr senere på dagen. Det kom til at holde stik.

Sejlturen til Amantani var OK men båden var gammel og vi sad trangt, da der var fyldt helt op. Så vi måtte sidde med vores rygsække mellem benene - næsten som i en bus eller et fly.

Vi skulle overnatte hos en familie på Amantani og da vi ankom til øen, sørgede Bruno for at få os fordelt ved de forskellige familier. Marie og jeg blev "parret" med en dame, der fulgte os op fra havnen og op i bjergene. Hun holdt pænt øje med vores tempo og stoppede, når vi kom for langt bagud. De var helt sikker vant til, at folk ikke gik så hurtigt i disse højder.

Det viste sig, at vi skulle bog på et hostales, hvilket svarer til en bed and breakfast. Vi blev vist op på et værelse på 1. Sal og her var der hele 3 senge. 2 store ved siden af hinanden og en ekstra stor, der nok kunne måle sig med vores seng hjemme i stuen. Vi kunne hurtigt se, at vi nok skulle få en god nats søvn.

Da vi havde pakket lidt ud, gik vi ned igen, for vi skulle spise frokost. Vi blev båset i et lille rum, der hjemme i Danmark kunne minde om et gammelt udhus fra mine bedsteforældres tid. Det var sparsomt indrettet med en alt for højt bord, en lille bænk og ellers et enkelt hyldearrangement lavet med grene som bærende element.

Det var også i dette rum, at der blev lavet mad over et ildsted i et hjørne. Der var 2 damer, der vimsede omkring os og vi gættede på, at det måtte være mor og datter. Desværre kunne vi ikke kommunikere med dem, da de kun kunne det lokale sprog keshuak og måske spansk.

Vi fik serveret en grøntsagssuppe i primitive lerskåle. Vi havde været lidt i tvivl om, om beboerne på sivøerne virkelig levede på øerne eller om det bare var en turistmagnet. Her var vi til gengæld ikke i tvivl om, at de selv levede. Efter suppen fik vi et saltet brød og en tallerken med 2 slags kogte kartofler, majs og lidt salat. Vi sluttede frokosten af med en kop koka-the. Det er vi vist efterhånden blevet lidt afhængige af :D)

Efter frokosten fulgte den ene af damerne os op til et fælles areal, hvor vi skulle samles med de andre fra båden. Her gav Bruno os to muligheder. Enten kunne vi gå en tur til toppen af øen eller også kunne vi besøge den festival, der var i gang på øens centrale torv. Festivalen havde vi ikke kunnet undgå at bemærke, for den samme musik af trompeter, tubaer og stortrommer gav tydelig genhør overalt, hvor vi befandt os.

Bruno forklarede om festivalen, at der var 10 regioner repræsenteret og de havde hver medbragt sit eget orkester, der typisk bestod af 10-15 mand.

En bjergtop kan man altid se men en festival, der topper en gang om året på sådan en lille ø, der er vi ikke vidne til ret mange gange, så vi valgte, lige som de fleste andre i selskabet, at gå til festivalen.

Vi blev ført af smalle stier til byen. Vi behøvede egentlig ingen guide, for vi kunne bare gå efter larmen. Lige før vi nåede pladsen, var der en simpel købmandsbutik, der havde travlt med at sælge øl (3 øl for 10 soles, ca. 22 kr.). Vi bevægede os ind i det inferno af larm og mennesker, som fyldte pladsen i byens centrum. Det var et ægte kaos og vi har aldrig oplevet noget lignende. 10 orkestre i gang med hver deres musik - ensformige stykker af musik, som sagtens kunne minde om det, der spilles til karneval. Bortset fra, at instrumenterne var vidt forskellig fra, hvad vi har set brugt i f.eks. Rio de Janero. Foran hvert orkester dansede folk i rundkredse. Det mest overraskende var, at alle drak øl i stride strømme. Både musikerne og de dansende. Men også de lokale, der ikke var klædt ud i flotte dragter, drak øl. Folk slæbte kassevis af øl rundt på pladsen og alle stod med store ølflasker. Både unge og gamle.

Det var et sandt inferno af larm men det var vildt betagende at opleve. Vi gik lidt rundt på pladsen og besøgte øens kirke, der også er placeret på den centrale plads. Her var lidt frirum for de mange mennesker. De eneste, der kom ind i kirken, var mænd, der slæbte kasser af øl ind til alteret. Gud ved om de skulle holde drikfest der senere.

Efter vi havde betragtet dette helt fantasiske sceneri, valgte vi at gå tilbage til vores værelse. Det var blevet lidt gråt og vi var bange for regn. Vi havde stået lidt i skygge, så vi var også lidt kølige. Da vi forlod pladsen, kunne vi se, hvordan de lokale væltede alle steder hen, for at tisse og en gammel mand havde mere end svært ved at gå lige. Jo, der blev gået til matronerne.

Vi fandt hjem til vores hosteria, hvor den ene af damerne var hjemme. Vi gik op på værelset, for at slappe lidt af, for der var ikke bestilt aftensmad til os før senere. Dagens oplevelser og den manglende søvn fra sidste nat trængte sig lidt på og det lykkedes mig at sove en times tid (sagde Marie).

Så blev der kaldt til aftensmad. Det var blevet mørkt og vi havde fået besked på, at der ikke var elektricitet på øen men alligevel var der lys både på vores værelse og i det rum, som vi skulle spise aftensmad i. Gadelamperne var dog mørklagte (selv om de var der) og vores damer havde udstyret os men en lille lommelygte, så vi kunne finde hjem, hvis det skulle blive mørkt. Der var god ingen batterier i, så hun satsede nok på, at vi købte hende nogle nye batterier.

Aftensmaden bestod igen af suppe til forret. Denne gang kogt på oksekød, vurderede Marie. Hovedretten bestod af en grøntsagsblanding og ris. Det var ikke helt så godt, som det vi havde fået til middag men det var OK. Igen serveret af lerskåle. Der blev ikke serveret drikkevarer. Det måtte vi selv sørge for og vi havde heldigvis købt en stor flaske vand, da vi var til festival i eftermiddags. Mens vi spiste, sad vores 2 damer og tilberedte maden i hjørnet ved ildstedet, mens de småsludrede og spiste grøntsager. Bruno havde sagt, at øen var muslimsk og de spiste ikke kød. Men de drak i hvert fald øl i dag, havde vi bemærket...

Det var meningen, at vi skulle samles igen kl. 20, for at se de lokale bære deres dragter og danse og spille for os. Og så skulle vi selv mejes ud og danse. Det lød en kende turistpræget og vi var begge trætte, så vi valgte at sige godnat til vores 2 værter samtidig med at den enes søn ankom. Han skulle sikkert have fulgt os op til der, hvor vi skulle mødes. Men vi sagde pænt godtnat på tegnsprog. Det forstod de godt, så vi fik fred.

Jeg regnede egentlig med, at vi var for friske til at sove med det samme men det var ikke noget problem, at falde i søvn og kl. var kun godt 8.